Puha, jeg har lige læst resultatet fra Den Nationale Sundhedsprofil 2021 – en undersøgelse af danskernes fysiske og psykiske sundhed – herunder også ungdommen i Danmark.
De alarmerende tal taler for sig selv, og selvom at jeg oplever, hvordan trivslen står til, og hvordan det har påvirket os alle med corona, og de medfølgende konsekvenser af det, er jeg alligevel overrasket.
Alle aldersgrupper har oplevet øget mistrivsel og højere stressniveau end de forgangne år.
En ungdom i “alarm”
Højdespringeren er dog ungdommen – aldersgruppen 16-24 år – herunder er det de unge piger/kvinder, hvor den største stigning er. Andelen af ”høj score” på stressskalaen ligger på hhv. godt 30% for de unge mænd og er helt oppe på over 50% for de unge kvinder under 24 år.

Kilde: Den Nationale Sundhedsprofil 2021 s 41. Læs hele rapporten her
Det er virkelig skræmmende, at så mange unge mennesker mistrives og lever i en hverdag med stress i kroppen.
Jeg oplever, at mange af pigerne ofte er meget bevidste om, hvordan de har det, men forsøger at tilpasse sig en hverdag i systemet og normerne for, hvordan vi ”skal” og ”bør” være.
Det vigtige tal
De bliver ofte lullet ind i en evig jagt på et tal, som de helt klart identificerer sig med. Et tal, der står som det klareste lys i dem. TALLÉT. Der definerer hvem de er, hvordan de er, hvor meget de er værd …
Stresssymptomerne kan være mange (læs fra lette til mere alarmerende symptomer)
- Knugen i brystet eller maven
- Anspændted
- Midlertidig hjertebanken
- Større irritabilitet og ubalance
- Lettere til tårer
- Indesluttethed
- Tankemylder
- Udpræget træthed – større søvnbehov
- Fraværende og glemsom
- Maveproblemer
- Trækker sig socialt
- Uforklarlige smerter
- Eksem og sygdomme forværres
En liste der ikke er til at tage fejl af. Det er ikke sundt at gå med stress i kroppen i længere tid ad gangen.
Hvad skal der til?
Vi har et samfundsproblem. Lad os nu fokusere på, at vi er mennesker, der skal leve, og ikke kun effektivisere og optimere for systemets skyld. Vi skal kunne trække vejret – de unge skal kunne trække vejret!
Åh hvor kunne jeg godt ønske mig at vi kiggede i retningen af at
- Det at fejle er at lære
- Det at give tid og rum, giver plads til kreativitet og (sund) udvikling
- Mental sundhed kommer på skoleskemaet (lige så vel som den fysiske)
Således kan hverdagen føles lidt mere befriende, og jeg oplever da også, at de unge, som jeg har i forløb, går herfra med en gave, og en anden tro på virkeligheden, end da de kom.
Således,
- Kan et tal, blot være et tal
- Er jeg mere, end blot min præstation
- Har jeg masser at byde på
- Er jeg en del af et fællesskab
- Er det ok at fejle, for det er her, jeg udvikler mig
- Er tanker bare tanker
Tænk engang.
Du kan læse hele rapporten her: http://bit.ly/3VDyuZT